Rigsarkivets webklub har udsendt en ”dobbelt nyhed”: i første omgang en mindre god nyhed, i anden omgang en rigtig god nyhed for slægtsforskere i hele landet:

Begrænset adgang til lægdsrullerne i Rigsarkivets selvbetjeningsmagasin

Fredag den 31. maj begynder vi at indscanne lægdsrullerne i Rigsarkivets selvbetjeningsmagasin, så de senere kan komme på Arkivalieronline.

Vi indscanner lægdsrullerne ad 6 omgange. Det betyder, at der i perioden frem til december 2013 hele tiden vil være en del af rullerne, der er fjernet fra selvbetjeningsmagasinet for at blive scannet.

Vi glæder os til at kunne lægge lægdsrullerne på Arkivalieronline, så endnu flere kan få glæde af denne nyttige kildetype.