Udlægningen af billederne skal ses som et led i en større proces. Eller med andre ord: Det man i dag kan se på Arkivalier-Online og i DAISY er ikke et færdigt produkt, men derimod i høj grad en mellemstation.

 

Det helt afgørende nye er, at billederne nu lægges ind i DAISY og ikke i Arkivalier-Online. Hidtil har det været sådan, at arkivalier på Arkivalier-Online skulle registreres helt forfra. Det var ikke muligt for Arkivalier-Online at hente de registreringer der i forvejen lå i DAISY, så alting skulle indtastes forfra og ”i hånden.” Det tog lang tid, og der kunne ske fejl. Og eftersom de to systemer ikke hang sammen, var det besværligt at finde ud af, om et givet arkivalie kunne ses på Arkivalier-Online eller skulle bestilles til en læsesal.

Derudover var det efterhånden blevet et problem, at den måde Arkivalier-Online er bygget op på, gør det nødvendigt at koncentrere oplægningen af filer til ret få hovedtyper af arkivalier. Det skyldes, at overblikket ellers totalt vil forsvinde. Kan man f.eks. forestille sig drop-down menuen i Arkivalier-Online med 500 eller 1.000 linjer? Det medførte også, at Statens Arkiver som regel først har lagt billeder op, når der var blevet scannet rigtig meget af en given type. Dette betød, at en del scanninger lå ubenyttede hen, fordi der måske kun var scannet nogle få protokoller fra en serie eller fordi det der er blevet scannet ikke rigtig passede sammen med de øvrige arkivalier på Arkivalier-Online.

Ved at lægge arkivalierne op i DAISY forsvinder en række af disse problemer. For det første kan den registrering der i forvejen ligger i DAISY uden videre genbruges, og dernæst er det nu umuligt at overse, når der findes en scannet udgave af et arkivalie. Derudover kan Statens Arkiver nu lægge alt ud på nettet ganske kort tid efter, at det er blevet scannet, uden at vente på at serierne er komplette eller, at der er sket en ny-registrering i Arkivalier-Online. Med andre ord: de billedfiler der i dag ligger i DAISY, men ikke i Arkivalier-Online svarer i nogen grad til de billeder der tidligere blot lå "på lager" og ventede på at komme på Arkivalier-Online. Forskellen er blot, at man nu faktisk kan bruge dem.

 

Men hvad skal der så ske med Arkivalier-Online?

Arkivalier-Online skal fortsat være en hovedindgang digitaliserede arkivalier med relevans for ejendoms- og slægtsforskere. Og arbejdet er allerede i gang. I første omgang koncentrerer vi os om, at få de billedfiler der i forvejen lå på Arkivalier-Online omorganiseret, sådan at de kan fremsøges og ses i det nye visningsprogram og i DAISY. Altså uden at downloade java, og med mulighed for, at se billederne på ipads og tablets. Det er en stor opgave, som vil strække sig et godt stykke ind i det nye år.

Dernæst er det tanken, at Arkivalier-Online skal udvikle sig til i endnu højere grad at være vejen ind til de digitaliserede arkivalier for slægtsforskere og ejendomshistorikere og med endnu flere kildetyper. Det vil f.eks. være oplagt, at lægdsruller og sønderjyske personregistre kom på Arkivalier-Online. Det er imidlertid ikke tanken, at alle digitaliserede arkivalier skal kunne fremsøges fra Arkivalier-Online. Nogle arkivalier vil ikke være så brugbare for slægts- og ejendomshistorikere og disse må enten findes i DAISY eller også kan man forestille sig at der bliver lavet andre dedikerede indgange m.h.p. at servicere andre af Statens Arkivers brugergrupper.

Arbejdet med Arkivalier-Online og DAISY fortsætter altså. Udover, at flere kildetyper bliver direkte tilgængelige i Arkivalier-Online vil 2014 også gøre det muligt at søge på emner - og ikke at forglemme: I 2014 vil antallet af tilgængelige billedfiler blive endnu større. Det planlægges faktisk lige nu med, at der vil komme over 6 millioner nye billedfiler på nettet - altså endnu flere end sidste år!

Allan Vestergaard
Formidlingschef (fg.)