SSF holdt årsmøde lørdag den 5. april 2014 i Historiens Hus i Odense.

Til stede var repræsentanter for 15 af SSF's 35 medlemsforeninger repræsenterende
28 stemmer (de 35 foreninger har i alt 55 stemmer).

Dagsorden
a. Valg af dirigent.
b. Valg af 2 referenter og 2 stemmetællere.
c. Bestyrelsens beretning.
d. Fremlæggelse af det reviderede regnskab for det forløbne kalenderår til godkendelse.
e. Fremlæggelse af planer/budget for indeværende samt det kommende år.
f. Fastsættelse af kontingent for det kommende kalenderår.
g. Forslag fra bestyrelse og/eller medlemsforeninger.
h. Valg af bestyrelsesmedlemmer samt 2 suppleanter.
i. Valg for et år ad gangen af revisor samt revisorsuppleant
j. Eventuelt.
k. Fastsættelse af tid og sted for næste årsmøde.

Ad a.
Dirigent blev Bent Olsen, Aalborg. Han konstaterede, at årsmødet var lovligt indkaldt, og dagsordenen blev godkendt.

Ad b.
Valgt blev Anton Blaabjerg og Lise Krøner som referenter.
Stemmetællere blev Ingrid Bonde Nielsen og Hans Peter Poulsen.

Ad c.
Bestyrelsens beretning var sendt ud. Formanden uddybede nogle punkter. Antallet af enkeltmedlemmer er gået tilbage fra ca. 4.000 til ca. 3.900, idet 2 mindre foreninger ikke længere er tilknyttet SSF, den ene er nedlagt, den anden overgået til DIS; af de resterende 35 foreninger har nogle haft fremgang og enkelte tilbagegang, men tilsammen altså stabilt. 138 private abonnerer pa "Slægten", altså svarende til en pæn stor medlemsforening. Slægten's nye redaktør, Henriette Kragh Jacobsen, var til stede og blev præsenteret. Også hjemmesidens webmaster, Hans Peter Poulsen, var (som nævnt) til stede. Han og hjemmesideudvalgets tovholder, Ingrid Bonde Nielsen, modtager med glæde input til hjemmesiden, ligesom Henriette Kragh Jacobsen opfordrede foreningerne til at bidrage med indlæg til Slægten.
Formanden gennemgik nævnte efterårets Slægtshistorisk Weekend, nu flyttet til Brandbjerg ved Vejle og arrangeret i samarbejde med DIS-Danmark.
Der opfordredes til endnu mere synlighed for foreningen. Der arbejdes på en senere sammensmeltning af de tre foreninger "Samfundet for Dansk Genealogi og Personalhistorie", "Slægt & Data, DIS-Danmark" og "SSF".
Samarbejdet vil være til stor nytte for alle tre foreninger, økonomisk vil det også være en fordel, da alle tre foreninger bl.a. udgiver blade, som er dyre at få trykt o.s.v. De efterfølgende kommentarer fra salen bekræftede, at der var stor tilslutning til, at der arbejdes videre med den ide.
Det blev nævnt, at Jytte Skaaning i 2013 modtog SSF's slægtsforskerpris, og hun takkede mange herfor og roste foreningen for det store arbejde.
Der var en drøftelse af, på hvilket grundlag man uddeler prisen, det skal gøres mere synligt.
Det blev kommenteret, at enkelte foreninger føler, at tiden for SSF er gået med sammensmeltningen i stedet for fokus på hjælp til foreningerne, og at sammensmeltningen kunne ske noget hurtigere, så vi kommer videre. Formanden mindede om, at ideen var helt ny for et års tid siden og at den skulle modnes i foreningerne.
Der vil fremover komme mere information om sammensmeltningen.
Efter en lang og god drøftelse af fordele og ulemper ved sammensmeltningen, blev beretningen fra bestyrelsen godkendt.

Ad d.
Regnskabet var sendt ud, og kassereren gennemgik det. Regnskabet blev godkendt.

Ad e.
Gennemgang af budgettet, som blev godkendt dog med enkelte bemærkninger om bl.a. budget i hele tusinde kroner for overskuelighedens skyld.

Ad f.
Kontingentet for medlemsforeningerne forbliver 24 kr. pr. enkeltmedlem.

Ad g.
Der var fremsendt forslag til ændringer af vedtægterne som Anton Blaabjerg gennemgik. Forslaget blev godkendt.

Ad h.
Trilby L. Gustafson og Anton Blaabjerg blev genvalgt for 2 år. Nyvalgt blev Lise Krøner, Vestegnen, for 2 år og Jonna Qvortrup, Trekantområdet, for 1 år.
Som 1. og 2. suppleant blev henholdsvis Ulrich Alster Klug og Lena Sørensen valgt for 1 år.

Ad i.
Som revisor blev Anni Urup, Sydkysten, valgt, og som revisorsuppleant blev Grete Modin Grundtvig, Amager, valgt.

Ad j.
Der blev efterlyst en tilrettet liste over foredragsholdere (evt. med mailadresser).

Ingrid bonde Nielsen fortalte om, at man i Greve har startet en kreds for formænd for mindre foreninger, for at udveksle ideer og erfaringer.

Ad k.
Datoen for næste årsmøde blev d. 18. april 2015 i Odense.

Referenter Lise Krøner / Anton Blaabjerg
Dirigent: Bent Olsen.