Anmeldelse af bogen i
2003 af Gitte Bergendorff
Høstbo.
Slægtsforskning er for
alle; fordi alle mennesker og slægter har en historie. At finde
den er et stykke detektivarbejde, hvor du brik for brik samler
puslespillet til et nuanceret billede af din slægt.
Sådan skriver de to
forfattere Jytte Skaaning og Bente Klercke Rasmussen, der efter
lang tids arbejde barsler med et meget fint velbåret barn,
nemlig en ny håndbog i slægtsforskning.
Min første tanke da jeg så
den lille brochure om bogen var - hvad kan de dog skrive, som
ingen andre forfattere til de ellers meget gode håndbøger i
slægtsforskning ikke allerede har skrevet?
Men denne bog – Find din
slægt – og gør den levende - er en længe ventet bog, især for
dem der leder efter ”fortsættelseskurser” i slægtsforskning. Dog
skal det ikke forstås sådan, at nybegyndere i slægtsforskning
ikke kan bruge bogen, for det kan de i allerhøjeste grad. Men
bogen her har bare det ekstra, der også gør den spændende og
lærerig for fortsættere i slægtsforskning.
Bogen er opdelt i 16
kapitler med følgende titler:
1.
Sådan
begynder du at slægtsforske
2.
Hold
orden! Gode råd til det videre arbejde
3.
Gå på
biblioteket
4.
Sådan
finder du det rigtige arkiv
5.
Forfædrene i kirkebogen
6.
Forfædrene fra vugge til grav
7.
Forfædrene skrives i mandtal
8.
Når
forfædrene sprang soldat
9.
Hvorfra
kom forfædrene
10.
Forfædrene på arbejde
11.
Forfædrene i hus og hjem
12.
Arven
efter forfædrene
13.
Hvordan
gør du forfædrene levende?
14.
Magtens
Hierarki
15.
Efterskrift – Lad os gøre noget ved det
16.
Adresser
m.m.
Desuden indeholder
bogen ordlister og ordforklaringer samt en meget fin og
omfangsrig litteraturliste, og et uundværligt stikordsregister.
I hvert kapitel
præsenteres en mængde kendte og ukendte kilder med en meget
grundig forklaring til hvert. I afsnittet ”Forfædrene i
kirkebøgerne” fortælles om kirkebogens historie gennem
århundreder, og den meget store forskel der er på de tidligst
bevarede kirkebøger fra 1500-tallet og til nutidens
skematiserede protokoller, samt den nye kirkebogs digitale
tidsalder her i 2004 ” DNK” ”Den nye kirkebog”. Der fortælles
bl.a. om indholdet i kirkebøgerne og deres registre samt hvordan
man søger kirkebøgerne på nettet.
Bogen er andet end
fødsel, konfirmation, død og skifter. Det er svært at beskrive
alle afsnittene, der alle på hver sin måde fortæller noget vi
alle ved, men beskrives i en sådan detaljeret form at det kan
virke nyt og spændende. Der gås virkeligt i dybden med emnerne.
Et andet spændende
afsnit er ”Når forfædrene sprang soldat”. Der fortælles om den
hvervede soldat og landmilitsen. Landmilitsen blev udskrevet
blandt bønderne, mens de hvervede soldater hvor størsteparten
var udlændinge, der ernærede sig som lejesoldater. Der er
detaljerede beskrivelser om kilderne i hæren, flåden og om
militsen på Bornholm, Sønderjylland. Der fortælles om
stambøgerne og deres inddeling, samt om tidernes skift fra
stambøger til stamblade og stamkort, hvor man nu blev sorteret
efter personer og ikke efter enheder.
Nu ville det blive en
efterfølger til ”Find din slægt”, hvis jeg skal beskrive alle
afsnit lige detaljeret. Men jeg kan fortælle at hvert afsnit har
sine egen unikke og lærerige og ”jeg vil vide mere og komme i
gang -måde” beskrivelse. De to forfatter formår at holde læseren
fast i stoffet og giver én en trang til at komme i gang med
slægtsforskningen.
Bogen har også et kapitel
”Hvorfra kom forfædrene”. Kapitlet omhandler de personer, som
ofte driller en slægtsforsker, men også her er der hjælp at
hente i de mange underafsnit, der beskriver såsom til- og
afgangslister, Københavns politis mandtaller og registerblade,
tyvendeprotokoller og meldingsprotokoller. Folkeregistret er
beskrevet samt diverse vejvisere, adressebøger og skattebøger,
også fæstekontorer, der allerede fra 1700-tallet kendes som det
sted, hvor tjenestefolk med betaling kunne få kontakt med
arbejdsgivere. Der er beskrivelser af skudsmålsbøger, som siden
1600-tallet blev
kontrolleret af myndighederne for at holde rede på tyendet og
løsgængerne. Også vandrebøger og opholdsbøgerne beskrives.
Kapitlet har også en
beskrivelse af indvandringen, som bl.a før Grundloven i 1849
krævede en kongelig tilladelse for at bosætte sig i Danmark. Det
er dejligt at der er givet et så fint billede af de mange
forskellige miniorteter, som herrnhutterne, jøderne, hollændere,
kartoffeltyskerne, svenskerne, katolikkerne og roepolakkerne
m.m., der alle kom og bosatte sig i Danmark gennem århundreder.
Endnu et spændende
kapitel er ”Magtens hierarki”. Det er nok her, det mest
overraskende moment i bogen skal findes. Her beskrives hvordan
landets administrative system er bygget op i de forskellige
tidsperioder. Her beskrives den Gejstlige kommandovej (Biskop,
Provst, Sognepræst , Degn m.m.), den Verdslige kommandovej
(Stiftamtmand, Amtmand, Amtsråd m.m.), den Retslige kommandovej
(Højeste ret og Kongens retterting), og Administrationens
sagsbehandling og søgemidler (Journaler), Kongen og
Centraladministrationen (Enevælden, Danske Kancerli,
Rentekammeret m.m.), Sønderjylland (Hertugdømmerne, Amtstuen,
Husfogeder, Herredsfogeder m.m).
Det væsentlige kapitel
i bogen, men ikke det sidste, syntes jeg er ”Hvordan gør du
forfædrene levende?”. Kapitlet indeholder mange gode ideer til
at få kød og blod på vore aner.
Har de været på kant
med loven, kan de findes, (beskrivelse af retsbetjenten), har de
været syge, fattige eller krøblinger er der beskrivelser af dem
i fattigvæsenets arkivalier. Der kan findes beskrivelser af
anerne, hvis man er heldig i forskellige aviser (beskrivelse af
hvor man finder aviserne m.m.), vi kan også finde ud af om
anerne har fået fine ordener eller ej.
Bogen fortæller også om
vigtigheden i at søge hjælp hos nulevende slægtninge, finde
billeder samt hvor det er muligt at søge i forskellige
billedbaser på nettet. Jeg har personligt i min slægtsforskning
haft stor glæde af at opsøge fjerne slægtninge i jagten på et
billede af en ane, der sammen med mange af de gode råd, som
denne bog også giver, har givet et nuanceret billede af anens
personlighed.
Der er mange roser til
denne overraskende bog, men dog alligevel ingen roser uden
torne. Jeg kunne dog ønske at bogen levede mere op til sin titel
- nemlig ”Find din slægt - og gør den levende”. Der er meget
interessant læsestof at finde i bogen, men det kan til tider
også være tungt stof at læse 392 sider. Min personlige mening er
at der mangler en del illustrationer inde i bogen. Bogens
forside er meget flot illustreret i en flot dæmpet farve, der
passer godt til de gamle billeder af fjerne slægtninge. Bogen
indeholder enkelte diagrammer, men det kunne have været godt med
eksempler på de nævnte kilder. Det er jo mange gange billederne,
der gør en bog levende!.
Men ses der bort fra
dette er min konklusion at jeg syntes bogen er en guldgrube for
alle dem, der vil prøve andre kilder end de sædvanlige, såsom
kirkebøger og skifter. Det er helt sikkert at bogen vil gøre os
alle sammen til endnu bedre slægtsforskere end dem vi er nu.
Et stort tillykke til de
to forfattere.
Kilde:
www.historie-online.dk