Boganmeldelse 2006
af Gitte Bergendorff Høstbo
Ja så gjorde Worsøe det igen for femte gang.
Siden den første ”Find dine rødder” udkom i 1987, er den blevet
efterfulgt af nye udgaver - senest bogen ”SLÆGTSHISTORIE” med
nye informationer og vejledning i slægtsforskning. Letforståelig
for en nybegynder men stadig interessant for den mere erfarne
slægtsforsker.
Det skal først siges om den nye udgave af bogen
”SLÆGTSHISTORIE” at der er meget som er det samme fra forrige
udgave af bogen. Men mest iøjnefaldende er de mange flotte
billeder og illustrationer, som gør bogen levende og med alle de
gode råd får man lyst til at gå i gang lige med det samme. Ja –
man kan næsten ikke vente på at få lavet slægtens stamtræ så
hurtigt som muligt. Men det er jo netop det, bogen fortæller
dig; at det gælder ikke om at lave stamtræet hurtigt, men at
lave det grundigt og finde de rigtige gode kilder til at få kød
på vor fædrene og mødrene slægt og deres livshistorier.
Forskning i slægten er og blive ren forskning i
fortidens historie, her bare i sin egen slægts historie, som kan
sidestilles med samtidshistorien. Før i tiden var
slægtsforskning kun for adelige og kongelige personer, men er
med tiden blevet en voksende interesse blandt alle
samfundsgrupper.
Den første lærebog kom i 1931, skriver Worsøe -
senere blev den revideret og har dannet grundlag for alle
seriøse slægtsforskeres arbejde.
Men al slægtsforskning starter hjemme og hos
slægtninge, fortæller Worsøe. Enhver slægtsforsker finder sin
egen måde at søge enten forfædre eller efterkommere af en
bestemt ane på. De mange kilder som nævnes i bogen er rigtige
gode tips til at arbejde sig igennem de meget store mængder af
informationer, der findes såvel på lokalarkiverne samt på de
landsdækkende arkiver. Begge dele er nøje beskrevet i den nye
bog. Ligeledes kan man som slægtsforsker finde mange nyttige
informationer på private hjemmesider.
Når man som slægtsforsker begynder sin
slægtsforskning, vokser interessen langsomt for flere
informationer vedr. emnet. Derfor kan det være en god ide at
melde sig ind i en slægtshistorisk forening eller holde en eller
anden form for tidsskrift, der kan fortælle noget om
slægtsforskningensmangfoldige muligheder eller fortælle noget om
tiden, hvor netop den ane, man arbejder med, levede. Bøger med
trykte slægtsoversigter kan være gavnlige, navnlig hvis man kan
finde en af sine aner i netop sådanne kilder.
Det er vigtigt at
holde systematisk rede på sine optegnelser. Dertil er
benyttelsen af et edb-program til de fundne optegnelser
uundværligt. Her kan man holde rede på, hvem der er hvem, og
hvordan slægten hænger sammen. Som Worsøe nævner, skal man huske
på, at programmerne kun er et godt hjælpemiddel, som på ingen
måde kan tænke selv. Alt hvad programmerne gør, er det vi beder
dem om at gøre - så det kræver, at man sætter sig ind i
programmernes terminologi. Har man gjort det, er det sjovt at
kunne udskrive slægtstavler og efterslægtstavler m.m. I bogen
nævnes rigtig mange gode fif til, hvad programmerne skal kunne,
og mange gode slægtsbegreber som bruges i benyttelsen af disse.
At vide hvem oldefar stammede fra kræver, at vi
sætter os ind i historien om navneskikke. Det er jo ikke en hvem
som helst Jens Hansen, vi er slægt efter, og vi vil jo gerne
finde den rigtige stamfar, hvis der i et sogn findes flere Jens
Hansener født i samme år.
Navnenes betydning kan også spille en historie,
hvis vi ved, hvem vi er opkaldt efter. Ofte blev fædre og mødre
opkaldt efter slægtninge i familien. Som slægtsforsker er det jo
sjovt at vide, hvem netop denne forfader var. Bogen indeholder
et meget spændende afsnit om navneskikkene og betydning af
disse. Også den nye navnelov nævnes i denne nye udgave af
”SLÆGTSHISTORIE”.
Det største problem for slægtsforskerne, bare vi
når et par generationer tilbage i tid, er, at kilderne er
skrevet med en sirlig skrift kaldet gotisk. Bogen fortæller
grundigt om de gotiske alfabeter samt om skriftens historie.
Derfor - lær gotisk på f.eks. en aftenskole. Kan man først læse
det gotiske, kan man komme meget langt i kilderne, der kan
fortælle noget om slægtens medlemmer i gamle dage. Man skal
faktisk ikke længere tilbage end før 1870, før det kan knibe med
læsningen.
Hvilken type kilder kan man så finde? Ja, det må
siges, at disse er så flot beskrevet i bogen, at det næsten
føles som om man sad med dem i hånden, når man læser bogen.
Alt hvad der findes i kirkebøgerne er så fyldigt
beskrevet, at man ikke er i tvivl om noget som helst ved
afsnittets slutning. En imponerende beskrivelse. Alt fra fødsel
til død til kilder om soldater og fast ejendom m.m. Også
informationer om administrationens opbygning er velbeskrevet.
Mange har slægtninge i udlandet og for os der har
det er det altid et spørgsmål: Hvor finder jeg informationer om
de udenlandske forfædre eller slægtninge?
Mange har slægtninge i udlandet og for os der har
det er det altid et spørgsmål; Hvor finder jeg informationer om
de udenlandske forfædre eller slægtninge? Bogen har et fint
lille afsnit om udenlandsk slægtsforskning. Her kunne jeg
personligt godt have tænkt mig en mere fyldestgørende
beskrivelse om dette emne. Der nævnes tidsskrifter m.m. som
måske kan være en start til hvem og hvor jeg kan henvende mig
til, hvis jeg vil begynde min udenlandske forskning. Worsøe
nævner også enkelte fine hjemmesider som kan bruges til at finde
aner og efterkommer.
Men noget meget positivt der kan siges om bogen
er den meget flotte litteraturvejledning, som kan give enhver
slægtsforsker mange søvnløse nattetimer i læsning af de mange
spændende kilder der her er nævnt.
Alt i alt en meget flot efterfølger af bogen ”SLÆGTSHISTORIE”
fra 2001.
Kun rosende ord fra mig om bogen ”SLÆGTSHISTORIE” 2005.