Anmeldelse af Gitte Bergendorff Høstbo
Så kom der et fint lille alfabetisk
opslagsværk med forklaring og udtryk fra arkivaliernes verden, nemlig
Slægtsforskernes ABC. Som bogens titel fortæller, så er det en ABC,
hvori du kan opslå så mange ord og emner, at du næsten ikke tror, det
kan være rigtigt. Her er alt fra ord og forklaringer om kirkebøger,
militære stamruller til jævnførelsesregister. Hvordan du finder
københavnske slægtninge, noget om landets styre og lovgivning,
skudsmålsbøger m.m.. Her kan du finde oplysninger om, hvordan du finder
de forskellige informationer og reglerne for adgangen dertil, samt
hvordan man kommer i gang med sin egen slægtsforskning.
Bogen starter med et minikursus i
slægtsforskning - om at komme godt i gang. Herefter følger afsnittet
Internet og slægtsforskning, og derefter forberedelse af arkivbesøg.
Bogen har en fin side om hvem, der har
hvad – hvor hvilke arkivalier kan findes under hvilken arkivskaber.
På de efterfølgende sider starter nu den
egentlige ordbog!
Man bliver overrasket, når man starter
med at bladre i bogen - for du får en fornemmelse af en kortfattet
ordbog i starten. Senere viser det sig dog, at ordbogen forvandles til
lange forklarende og detaljerende beskrivelser af selve ordet. F.eks.
ordet jordemødre har en meget spændende beskrivelse på 4 sider i bogen.
Ordet skolevæsen har en beskrivelse på 12 sider i bogen osv. osv. Nogle
ord har få linjer.
Dette kan give et forvirrende indtryk af
bogen i starten. Men det viser sig ved nærmere læsning af indholdet at
være ganske givtigt og godt beskrivende hvis man f.eks. vil vide noget
om skolevæsenet, hvor vi kan finde oplysninger på de forskellige arkiver
og meget mere.
Sidst i bogen er der et stikordsregister og der findes en
fin adresseliste over arkiver og biblioteker og lign. samt en
fyldestgørende litteraturliste.
Jeg synes personligt at forfatteren
virker, som om han har gjort et grundigt stykke arbejde i fremstillingen
af denne bog. Men jeg kunne dog godt have tænkt mig at forfatteren havde
gjort op med sig selv, om han ville lave en egentlig ordbog eller en bog
i vejledning om slægtsforskning. Blandingen af korte opslagsord og lange
beskrivelser kan få bogen til at virke en anelse forvirret. Men det skal
dog dertil siges, at det er dejligt at se en fornyelse indenfor
fremstillingen af denne type bøger med emnet slægtsforskning.
Bogen har følgende afsnit:
Kom
godt i gang! • Internet & slægtsforskning • Forbered dit arkivbesøg! •
Hvem har hvad? • Slægtsforskerens ABC • Adoption • Aftægt –
Aftægtskontrakter • Alderdomsunderstøttelse • Alimentationsbidrag • Arv
og skifte • Begravelse • Blinde, døve og vanføre • Borgerlig
konfirmation, vielse og begravelse • Borgerskab • Børneforsorg • Dansk
Vestindien • Distriktslæger, kredslæger og embedslæger m.fl. •
Dødsattester • Dåb • Ejendomme • Embedsudnævnelser • Enkekasser •
Fattigforsorgen • Folkeregistret • Folketællinger • Forbrydelse & straf
• Forestillings- og resolutionsprotokoller • Forligelseskommissionen •
Fæstebønder • Fødselsstiftelsen • Gilder • Godsarkiver • Handel,
håndværk og lav • Hærens og flådens personel • Indvandrere og deres
rødder • Jordemødre • Kirkebøger • Kirkeforvaltningen • Kommunale
arkiver • Konfirmation • Koppevaccination • Københavnske slægtninge •
Københavns Universitet • Købstadens styre og liv • Landets styre og
lovgivning • Lejermål og lejermålsbøder • Lærere • Mormonkirken • Mål og
vægt i gamle dage • Navnelov og navneændring • Overformynderiet •
Patientjournaler • Penge i ældre tid • Politiet i København •
Politiretten i København • Private arkiver • Præster og degne •
Retsbetjente • Selvmord • Separation og skilsmisse • Sindssygeforsorgen
• Skippere, styrmænd, sømænd • Skolevæsenet • Skudsmålsbøger •
Sognefoged • Sygekasser • Testamenter • Toldvæsenet • Trolovelse,
lysning og vielse • Tyende- og meldingsprotokoller • Udskiftning og
udmatrikulering • Udvandrere • Waterschout • Åndssvageforsorgen •
Stikordsregister • Adresser • Anvendt litteratur m.m.